| |
|
|
Priskrig på økologisk mælk
|
13. juli 2009 |
|
| |
 |
|
Priskrigen på det økologiske mælkemarked er
gået ind i sin 2. måned.
Markedet er blevet tæppe-bombarderet med billig økologisk mælk, men
Thise Mejeri har forsvaret sine priser og sin position på markedet –
godt hjulpet af trofaste forbrugere over hele landet.
I krigens indledende fase blev økologisk Arla-mælk solgt til samme pris
som den konventionelle Lærkevang-serie. Siden er krigen taget til i
omfang og styrke, så man i dag kan købe flere typer Harmonie-mælk til
lavere priser end Lærkevang-mælk.
Alle aktører er tilsyneladende enige om, at situationen er fuldstændig
uholdbar, - men krigen synes at tage til i styrke. Ugens tilbud i Netto
lyder: 2 stk. Harmonie mini- eller skummetmælk: 8.75 kroner!
Den norskejede KIWI-kæde får tildelt den tvivlsomme ære, at have
startet den økologiske mælkekrig. Det skete i slutningen af maj måned,
da kæden halverede momsen på økologiske fødevarer - og dermed reducerede
priserne med ca. 10 %.
De øvrige supermarkedskæder fulgte kort tid efter trop.
KIWI-kampagnen faldt sammen med, at Arla i slutningen af maj foretog
betydelige prisreduktioner på økologisk mælk. Først til
mælkegrossisterne og efterfølgende til detailhandelen.
Økologiske mælk fra Thise Mejeri er gennem årene blevet solgt til højere
butikspriser end den økologiske mælk fra Arla. Prisforskellen har ligget
i niveauet 1 – 1.25 kr. pr. liter.
I dag koster 1 liter Thise skummetmælk i Kvickly 7,95 kroner. Den
tilsvarende liter Harmonie-skummetmælk kan købes for 4,95 kroner, - en
prisforskel på ca. 60%.
Thise Mejeri har forsvaret og opretholdt sine mælkepriser, mens
mælkekrigen har raset. Loyale og dedikerede Thise-forbrugere har holdt
hånden under Thise Mejeri i form af et stort set uændret køb af
produkterne fra Thise gennem hele perioden, på trods af en stadig
stigende prisdifference.
En enkelt af Thises store mælkekunder, Fakta-kæden, har været under en
voldsom priskonkurrence fra de øvrige discount-butikker. Udgangspunktet
for Fakta er, at kædens butikspriser skal matche priserne på
sammenlignelige produkter i Netto, Aldi, Rema 1000 m. fl.
Men da Fakta udelukkende forhandler økologisk skummet- og minimælk fra
Thise Mejeri, har prisspændet til konkurrenterne været urimeligt højt på
de to produkter.
Faktas ledelse har udvist påskønnelsesværdig tålmodighed i det anspændte
marked. Man har set tiden an.
Men da situationen udviklede sig fra slemt til værre, skulle noget
gøres.
Der var 3 handlemuligheder:
Indmeldelse af billigere økologisk mælk fra Arla i Fakta-kæden.
Prisreduktioner på Thise-mælken i indkøb og i butik.
Introduktion af en ny parallel serie fra Thise Mejeri.
De to første valgmuligheder ville her og nu betyde en mærkbar
indtjeningsnedgang for Thise, som med øjeblikkelig virkning ville blive
sendt videre til Thises økologiske landmænd i form af mærkbare
reduktioner på mælkens afregningspris til landmændene.
Alternativ 3 har vi vurderet til at være det ”mindst ringe” i den
aktuelle situation, idet denne model indebærer en udvidelse af Thises
mælkesortiment i Fakta med hele 4 nye varianter.
En komplet og ren Thise-serie bestående af varianterne skummet – mini –
let og sødmælk, samt 2 ”no name” varianter af skummet- og minimælk, som
prismæssigt gør det muligt for Fakta at bide skeer med de andre ”discountere”.
Thise Mejeri sælger i dag 14 forskellige slags konsummælk på det danske
marked. Med den nye serie kommer antallet op på 16 varianter drikkemælk.
Antallet af Thise-mælketyper i Fakta stiger fra 2 til 6 varianter.
De to nytilkomne mælketyper er ”uspecificeret dansk økologisk mælk” –
den til enhver tid forhåndenværende mælk på mejeriet – uden afsender i
form af:
Kvægrace, gård, region, speciel fodring til køerne eller friskhed –
selvom mælken selvfølgelig lever op til lovgivningens minimumskrav
vedrørende friskhed.
De kommende uger / måneder vil vise, om de nye produkter er kommet for
at blive, eller om de udmeldes hvis / når situationen på mælkemarkedet
normaliseres.
Thise Mejeri har ikke til hensigt at søge bombeskjul, medens krigen
raser. Vi vil med beslutsomhed svare igen for at forsvare den
markedsposition, som Thises mejerister og landmænd har opbygget igennem
21 år, - for som vi har sagt det før i krisetider: Thise overgiver sig
aldrig!
Vi agter at forblive på markedet, selvom vi som altid – er afhængige af
fortsat opbakning og samarbejdsvilje fra grossister, COOP og sidst med
ikke mindst: Trofaste, loyale forbrugere fra by og land – fra Skagen til
Gedser.
|
|
|
| |
| |
|